Om at sætte bilen ned…

Date

Jeg gjorde en befriende tanke forleden. En tanke om mig selv og N. Om vores liv sammen og hver for sig. En tanke om den lange proces der har været i gang i de seneste år.

En tanke der gjorde mig både glad og ked af det på en og samme tid.

Jeg stod og lavede morgenmad et par dage efter at jeg havde skrevet til kommunen at N skulle skifte adresse op til min far. Det var lige her, at det slog mig.

Nu har jeg passet på ham. Nu må jeg godt rette fokus mod mig selv.

Mange kender til fortællingen om moderen der ser sit barn ligge fastklemt under en bil. Helt ekstraordinært, får hun kræfter til at løfte bilen, så hendes barn kan slippe fri. I akten river hun sikkert muskler eller sener over og gør skade på sig selv, men hun redder sit barn.

N har aldrig rigtig været i livsfare, men mit barn har snakket om at tage livet af sig selv.

Med flytningen til min far, var det følelsen af at have reddet ham. At jeg endelig, efter næsten 3 år, kunne slippe bilen og begynde at hele selv…

Relaterede
blogindlæg