Kom og hent mit barn

Date

For et år siden, lavede jeg et af de nok sværeste opkald jeg nogensinde har lavet. Jeg ringede til min far og bad ham komme og hente N.

I oktober 2020 knækkede filmen på et tidspunkt og jeg aner til dato ikke hvorfor. Jeg har et sort hul i min hukommelse omkring den tid. Jeg husker dog en ting. Nemlig at jeg ringede til min far og bad ham komme og hente N. Jeg kan ikke huske samtalen. Jeg kan ikke huske om det var min far eller hans kone der hentede N. Jeg kan ikke huske hvor længe der gik før de var her eller hvad vi havde aftalt. Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg sagde i telefonen, jeg kan kun huske at jeg var meget ked af det og græd næsten ustyrligt.

Lige pludselig kan jeg mærke det, men det går for stærkt, så jeg når ikke at reagere, før tårerne bare triller ned ad kinderne.

Spol 14 dage frem, jeg synes jeg havde det lidt bedre og fik derfor både N og S hjem om fredagen. Vi spiste noget mad og hyggede lidt inden de røg i seng. Lørdagen gik også bare med noget stille og rolig hygge herhjemme. Omkring kl. 17 går jeg i gang med at lave aftensmad. Lige pludselig kan jeg mærke det, men det går for stærkt, så jeg når ikke at reagere, før tårerne bare triller ned ad kinderne. Jeg får sendt en sms til min mor og beder hende få min far til at komme og hente børnene. Hun prøver at ringe, men jeg afviser og skriver at jeg ikke kan snakke. Min far ringer, jeg kan ikke huske hvad han siger, men jeg kan huske, at jeg græder helt ukontrollerbart og bare siger; “jeg kan ikke snakke.” hvortil han bare svarer; “Jeg kører nu!”

N kommer på et tidspunkt ud og ser mig græde, han lukker døren og går ind og sætter sig og ser film med sin lillesøster S – som jeg skriver det her nu, kan jeg ikke huske om jeg overhovedet evnede at sige noget til N, eller om han blot lukkede døren igen. Da min far kommer, bryder jeg sammen i hans arme. N får pakket sine ting og min far får pakket tingene S skal have med. Men hun vil ikke med.

“Må jeg ikke nok blive her?”

“Jeg skal nok være stille.”

“Jeg leger bare selv.”

“Jeg vil bare blive hos far.”

At sende et barn på knapt 7 år ud af døren, mens hun siger de ting gør stadig ondt den dag i dag. Heldigvis har jeg en fantastisk far, som lykkes med at komme afsted på en fin måde. Om søndagen tager jeg op til min far og bruger lidt tid med begge unger, inden jeg kører ud og afleverer S til sin mor.

Siden dengang, har jeg set S én gang hver anden uge i nogle timer. Som regel efter skole og til efter vi har spist aftensmad. N har været hos mig i nogle forskellige løsninger, men ikke mere end 2 dage i ugen. Resten af tiden har han været hos min far og hans kone. Jeg ved jo godt, at det ikke forventes, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, hvordan jeg nogensinde skal sige tak til min far og hans kone. De har omrokeret i deres hjem, for at N fik et reelt værelse.

Begge løsninger fungerer godt for børnene og det er det vigtigste lige nu. Men for pokker, hvor gør det ondt. Jeg føler ingen succes som far. Jeg føler jeg svigter. Jeg føler jeg fejler. Jeg føler mig svag. Jeg føler mig kort sagt, som en elendig far.

Relaterede
blogindlæg