Da jeg fik diagnosen

Date

Det her er min rejse mod en diagnose. Jeg har lært at den rejse er meget forskellig fra person til person, men mit håb er, at nogle kan lære lidt af det. Om ikke andet, så har du lært mig lidt bedre at kende.

Jeg starter fortællingen her med lidt kort forhistorie.

Min søn har det meste af sit liv boet med sin mor og været hos mig hver anden weekend. Af forskellige årsager, blandt andet, at min søn mistrivsel i skolen steg markant, besluttede hans mor og jeg, at N skulle flytte hjem til mig i sommeren 2018. Så jeg skal altså til at lære at være fuldtidsfar (har været weekend far siden begge børn var omkring 1 år, måske vi kommer omkring det i et andet blogindlæg), samtidig med at jeg skal være bannerfører i den her opgave med at sikre den rette hjælp og støtte til N på skolen. Oven i hatten skulle jeg så også tumle lidt med kommunen, da vi ønskede N udredt.

Trods alt dette var det et fint skifte, N, fik en masse hjælp til at komme godt i gang på skolen, herunder en støtte pædagog og et nedsat skema. Noget hjælp var dog bedre end andet og særligt den første støtte som N fik, var en katastrofe.

Jeg sender N hjem nu, jeg har givet op på at få ham ind i klassen, jeg kan ikke nå ind til ham.

Støttepædagog

I foråret 2019 er jeg mødt på arbejde og N skulle møde i skole 9.45. Præcis klokken 10.00, bliver jeg ringet op af støttepædagogen med en række ord der har brændt sig fast i mit hoved: “Jeg sender N hjem nu, jeg har givet op på at få ham ind i klassen, jeg kan ikke nå ind til ham.” Så efter kun 15 minutter, har den person som mit barn skulle være allermest tryg ved, givet op på ham. Jeg tænker ikke jeg behøver flere eksempler på, hvorfor jeg var utilfreds med denne person.

Jeg får ringet N op, snakker med ham i 2 minutter og så er han på vej ind i klassen igen. Jeg ringer tilbage til støttepædagogen og siger der er styr på det nu. Jeg har på dette tidspunkt klaget over vedkommende flere gange og havde et planlagt møde med skolen, hvor det skulle drøftes, så ser ingen grund til at kontakte skolen på nuværende tidspunkt.

Men nu kommer reaktionen! Jeg står ude foran den Silvan jeg var ansat i, går om bag ved en palle, sætter mig ned og græder helt ukontrollerbart i 20 minutter, inden jeg får ringet min mor op og sagt at jeg har brug for hjælp. Hun får en sms med telefon nummer til min læge og min chef, vi lægger på og jeg græder videre i 10-15 minutter, inden jeg får rejst mig op. Min mor ringer tilbage, har fået en akut tid hos lægen samme dag og snakket med min chef. Jeg får en fin snak med min chef, arbejder videre i nogle timer, godt passet på af min chef, indtil min mor henter mig og hjælper mig til lægen.

Lægen snakker ganske kort med mig og sygemelder mig i første omgang i 4 uger med stress/depression. Jeg mindes at være sygemeldt i totalt set 5-6 uger, inden jeg starter op igen, direkte tilbage til fuldtid. Få måneder senere bliver jeg sygemeldt endnu en gang på samme grundlag – herfra kommer jeg ikke tilbage og har været sygemeldt siden.

Det er faktisk sådan, at det slet ikke var det der satte en udredning i gang. N var blevet udredt og med baggrund i den ønskede jeg at blive udredt, da jeg blev opmærksom på nogle ting og for at blive klogere på om det kunne stamme fra mig. Det resulterede i mødet med den første psykiater.

Du har ingen diagnose, vi behøves ikke at ses igen!

Første psykiater

Jeg møder op hos den privatpraktiserende psykiater og afholder en samtale af godt en times varighed. Til anden samtale taler psykiateren en masse om sig selv og hans liv i godt 30 minutter, før han konstaterer at jeg altså ingen diagnose havde, så han afsluttede mig og så kunne jeg gå ud i verden med det. Nu er det sådan, at jeg ikke følte mig særlig tryg ved hans konklusion, hvorfor jeg snakker med lægen og får mulighed for en second opinion. Her kommer jeg ind hos en anden psykiater, som har 2 samtaler med mig, hvor hun i slutningen af anden samtale giver mig et hæfte med hjem og beder mig læse det. Jeg kan ikke huske den specifikke titel, men der stod i hvert fald noget med “Bipolar” på fronten.

Det her hæfte læste jeg på rekordtid. Det var jo mig de skrev om. Der blev sat meget præcise ord på oplevelser jeg havde haft i mit liv og jeg var ikke selv i tvivl.

Til tredje samtale havde jeg min mor med og vi snakkede videre om hæftet, min mors oplevelser og erindringer om min barndom. Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt det var denne eller fjerde samtale jeg fik diagnosen “Bipolar Affektiv Sindslidelse Type II”, men jeg startede i hvert fald i medicinsk behandling i november samme år. Det var en kæmpe lettelse! Nogle af de ting jeg havde tænkt var helt normale, men utænkeligt hårde, fandt jeg pludselig ud af ikke var normale og, endnu bedre, jeg kunne faktisk få hjælp.

Psykiateren henviser mig til et 2-årigt behandlingsforløb for bipolare på Psykiatrisk Center København. Her bliver jeg indkaldt til en forsamtale á 2 timers varighed, hvor jeg tager min mor med som pårørende. Efter ca. halvanden time, stopper psykiateren samtalen og siger: “Normalt tager vi patienterne op til en konference, hvor vi i fællesråd beslutter om de har diagnosen og skal starte i behandling, men her er der ingen tvivl. Jeg synes du skal komme og starte behandling på onsdag.” Og så var jeg igang.

Som noget af det første, da jeg starter i behandling derinde får jeg at vide, at det her tager lang tid. blot det at skulle finde den rette dosis medicin kan tage op til 2 år. Nu er jeg snart ved vejs ende i behandlingsforløbet og har det noget bedre, men… Undervejs har jeg været under voldsom stresspåvirkning det meste af forløbet, både på grund af ting i forhold til mig selv, men også i forhold til at sikre N et godt skoleforløb, samt korrekt støtte i fritiden. Det betyder at det er svært at sige, om min medicin dosis er korrekt, da det er svært at afgøre om det er stresspåvirkning eller det bipolare der er skyld i mine depressive dyk.

Nu står jeg til mulig yderligere udredning, da der er mistanke om at jeg også kan være påvirket af ADHD eller befinde mig på autismespektret. Det hele skal nok blive godt, men de løj ikke da de sagde det ville tage lang tid…

Relaterede
blogindlæg